31. marts 2014

find bloggen på flyvsketanker.dk

Bloggen er ikke lukket - den er bare flyttet! Du finder nu bloggen på flyvsketanker.dk
Bloggen har fået nyt udseende og sin egen hjemmeside - ellers er alt som det plejer.

Hvordan kan noget der er 100 år gammelt være en modediagnose?

I medierne bliver ADHD ofte kaldt en modediagnose, men hvordan kan noget der faktisk er ca 100 år gammelt være en modediagnose? Ja, du læste rigtigt - ADHD er faktisk ikke noget nyt "fænomen", det har bare ikke altid heddet ADHD. Jeg har altid selv syntes at historien bag forskellige diagnoser og psykiske lidelser er super spændende - hvor startede det hele? Og hvorfor? Jeg vil helt sikkert søge mere viden omkring ADHD's historie, men her får du lige historien sådan i store træk. 

ADHD din gamle svinger
Vi har kendt til personer med opmærksomhedsproblemer, hyperaktivitet og manglende impulskontrol - altså kernesymptomerne ved ADHD, i flere hundred år. Ligesom i dag blev det beskrevet som uopdragenhed. Jeg er sikker på at de på samme måde, som vi kan føle i dag, følte sig anderledes, helt forkert og bare til besvær - dengang var der i bare ingen der kunne fortælle dem hvad der i virkeligheden var galt. Den første egentlige beskrivelse af "problemet" for vi i 1902, hvor George F. Still som var læge, beskriver en gruppe på 43 børn med koncentrationsbesvær og problemer med impulsivitet - han kalder dem "moralsk defekte". I dag ved vi at det han beskrev er ADHD, men denne her beskrivelse bliver i 1914 altså grundlaget for det psykiateren Alfred Tredgold giver navnet Minimal Brain Damage (MBD). I 1940´erne og 1950´erne definerer Strauss, Werner og Lettinen, som er tre læger fra USA, MBD nærmere. I 60'erne får det "endelig" status som en psykiatrisk diagnose. Indtil omkring 1980 var MBD det mest udbredte navn verden over, der var dog meget kritik af MBD. Det var en ret bred diagnose og dækkede over en gruppe børn med meget uens vanskeligheder. Kritikken betød da også, at man i det diagnosesystem, som man bruger i USA (DSM) i 1980 gik over til navnet ADD, som står for Attention Deficit Disorder. Det var faktisk først 7 år senere, altså i 1987 at hyperaktivitet blev tilføjet som et af kernesymptomer, og navnet blev nu til det vi også bruger i dag - nemlig ADHD, som altså står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. I 1994 blev der tilføjet tre undertyper ud fra hvilke vanskeligheder, der fylder mest hos den enkelte: ADHD – med forstyrrelser i opmærksomhed, ADHD – med hyperaktivitet og impulsivitet og ADHD som kombineret type. Diagnosen er også blevet kaldt Hyperkinetic Disorder og DAMP, men fra ca 2000 er de fleste lande gået over til at bruge navnet ADHD - fordi det simpelthen er nemmere at bruge det samme navn når der arbejdes på tværs af landegrænser. Samtidig arbejdes der på at retningslinjerne i de forskellige diagnosesystemer skal blive mere ens - der findes nemlig mere end et diagnosesystem, men det en helt anden historie. Som du kan se er ADHD altså ikke ligefrem noget der lige er opfundet, men som jeg også fortalte i indlægget "Er ADHD blevet en modediagnose?" så er man i dag blevet bedre til at diagnosticere folk rigtig, og derfor er der sket en stigning i antallet af mennesker med ADHD. Men det vel ikke negativt at eksperterne bliver dygtigere? Ikke hvis du spørger mig. 

 





28. marts 2014

Er ADHD blevet en modediagnose?

I den offentlige debat, om det så er vennegruppen der diskuterer emnet over middagen, på en af internettets mange debatforums eller i medierne har ADHD fået en lidt ærgerlig betegnelse - det bliver nemlig kaldt en modediagnose. Og det har den fordi der simpelthen er sket en meget stor stigning i antallet af diagnosticerede. Men behøver det nødvendigvis at være noget dårligt? Kan det ikke skyldes at vi simpelthen er blevet klogere og dygtigere?  For ca. 10 år siden, mente man, at der ikke var ret mange der havde ADHD, og max 3% som voksne. Og ja, tallet er støt stigende, men det er altså ikke fordi der kommer flere mennesker med sygdommen, tværtimod skyldes det at man er blevet bedre til at diagnosticere ADHD.  Førhen var der mange med ADHD, som fik andre diagnoser såsom borderline(personlighedsforstyrrelse), bipolar lidelse, neurotikere, hysterikere og ultrastressede mennesker – fordi at disse lidelser minder meget om ADHD, men det gør behandlingen af dem altså ikke nødvendigvis. Nu bliver disse mennesker rigtig diagnosticerede som børn, unge eller voksne med ADHD. Og selv med den voldsomme stigning af ADHD diagnoser er der stadig tale om at under 0.5 % af befolkningen. Nu jeg ikke skide god til matematik, men i mine øre lyder 0,5% altså ikke af meget og jeg synes ærlig talt, at det er super frustrerende med denne her stigende tendens til at kalde ADHD en modediagnose. Hvis du spørger mig, kan denne her tendens faktisk have nogle ærgerlige konsekvenser. Mennesker med ADHD kæmper i forvejen med lavt selvværd, bebrejdelser og skyldfølelser - og når vi skal høre på at ADHD bare er et modefænomen for uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne - ja så gør det i hvert fald ikke disse følelser bedre, tværtimod. Nu sidder du måske og tænker "ah puds lige glorien, hva'", men jeg indrømmer gerne at jeg selv, inden jeg fik diagnosen, var lettere "fordomsfuld". Jeg kendte til ADHD gennem mit tidligere studie, jeg læste jo til pædagog, og det var ikke fordi jeg "så ned på" mennesker med ADHD, men min middelmådige viden gjorde at jeg hurtigt tænkte det samme som mange andre danskere gør om ADHD. Da jeg fik diagnosen blev jeg pludselig "en af dem der", og heldigvis vil jeg næsten sige - for det tvang mig nemlig til at få større indsigt og viden. Og det gav mig en kæmpe lyst til at forsøge at nedbryde tabuet og de mange fordomme omkring ADHD.

Hvad skal man egentlig med en diagnose? 
Er sådan en ikke bare til besvær? Kan det ikke være lige meget, hvad det "hedder"? Ikke helt, en diagnose kan nemlig ofte give en forståelse for de vanskeligheder der har været, og en forklaring på hvorfor det har været så svært at få tingene til at fungere. Og måske det alle vigtigst - den kan hjælpe en i den rigtige retning, når man skal videre i livet. En diagnose giver nemlig bedre muligheder for effektiv behandling, en målrettet støtte og for at søge rette information. Men hvordan stilles diagnosen så? Hvordan "får" man ADHD? Er det ikke sådan noget alle bare kan få? Jeg tænker at de fleste af jer, som læser med her på bloggen ikke er "modstandere", men til dem der er, og måske tror det er nemt at få en diagnose - I tager så grueligt fejl. Diagnosen kan kun stilles af en psykiater eller speciallæge i neurologi og ADHD kan ikke ses på en blodprøve eller hjernescanning. Og får at komme til at snakke med en psykiater eller speciallæge skal man enten have en henvisning fra sin læge eller rigeligt med penge - de altså ikke billige i drift sådan nogle. At få kontakt til en af disse speciallæger er kun første skridt - det nemlig en lang og lettere besværlig proces. Næsten uanset hvad, om du skal have en tid på en psykiatrisk afdeling, hos en psykiater eller en speciallæge i neurologi, er der meget lange ventelister - nogle steder op til 2 år. Når det så endelig er blevet din tur i køen, skal du igennem en grundig udredning, og det kan tage lang tid, med mange samtaler, test og spørgsmål - man skal nemlig sikre at dine symptomer ikke skyldes en anden psykisk udviklingsforstyrrelse. For at diagnosen ADHD skal kunne tages i betragtning, skal personen have udvist en lang række symptomer som indgår i diagnosekriterierne. Diagnosekriterierne kræver bl.a., at vanskelighederne skal have været til stede siden barndommen, at vanskelighederne optræder i mere end én sammenhæng og at der er tale om en alvorlig funktionsnedsættelse socialt, uddannelsesmæssigt eller beskæftigelsesmæssigt. Og nu bliver det endnu mere kringlet - mange af symptomerne ligner nemlig almindelig adfærd, som blot virker ekstrem, og ikke nok med det, så er der en lang række andre lidelser, der minder om ADHD. Det, der dog adskiller ADHD fra andre lidelser er, at symptomerne er overdrevne, gennemgribende og vedvarende. Og så se man faktisk en tilfælde med flere diagnoser på en gang - mega forvirrende ikke? Mange har også følgetilstande af ADHD'en, hvilket kun komplicere udredningen. Man kan have to måske tre sygdomme samtidigt og det kaldes comorbide sygdomme. Man kan også låne visse symptomer fra andre sygdomme og det hedder coherente sygdomme. Man har primært ADHD, men ind imellem er der symptomer fra en anden sygdom. Det mest almindelige er, at en person med ADHD har lidt af en bipolar lidelse (maniodepressiv) eller en særlig type personlighedsforstyrrelse. Der findes en del med ADHD, som prøver at kompensere for deres indre kaos ved at foretage tvangshandlinger, og måske især hos piger kan spiseforstyrrelser også være en følgetilstand - igen som et forsøg på at skabe kontrol over deres liv eller for at skabe ro. Desuden har rigtig mange med ADHD søvnvanskeligheder, simpelthen fordi deres hjerner ikke kan slappe af – heller ikke om natten. Som du kan se er ADHD altså ikke bare ADHD - og det er altså ikke bare lige sådan noget man trækker i en automat. ADHD er en anerkendt psykiatrisk diagnose og næsten alle medicinske -, psykologiske - og uddannelsesmæssige organisationer, både herhjemme og i udlandet, har for længst konkluderet, at ADHD er en reel lidelse og altså ikke bare uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede børn og voksne. For det er altså også noget voksne har - man bliver altså ikke "rask" bare fordi man er fyldt 18 - diagnosen følger dig hele livet. Voksne med ADHD er dog blevet overset, og det tror jeg skyldes at de kriterier, der anvendes i diagnose systemerne især beskriver træk, der er karakteristiske for mindre børn. Og selvom de symptomerne er de samme uanset alder, så ændrer de altså karakter og et voksent menneske med ADHD kan ofte have lettere ved "at styre sig". Man kan nok dele mennesker med ADHD op i to grupper: dem, der har fået diagnosen som barn, og dem som først har fået diagnosen som voksne. For mange voksne, som tidligere har været udiagnosticerede, kan det være vigtigt at få stillet diagnosen, selv uden en behandling. Diagnosen giver dem en forståelsesramme og en forklaring på, hvorfor de er, som de er. Diagnosen gør, at de får en anden selvopfattelse – de er hverken dovne, skøre eller dumme. Tværtimod er der en medicinsk betegnelse for deres måde at være på. Jeg er selv en af disse "mange voksne”. 

Bryd tabuet - det gør både dit og mit liv nemmere
ADHD har mange fordomme  imod sig - både diagnosen selv, men også de mennesker der lever med den hver eneste dag. For mig har det været en kæmpe øjenåbner pludselig at stå på den anden side, hvis man kan sige det sådan. Det er på en måde enormt lærerigt, men også hårdt. Lærerigt, fordi jeg bliver enormt motiveret til at få ny viden hver gang jeg skal høre på en af de mange fordomme. Det er jo også det, der bl.a gør at jeg har oprettet denne blog - for at nedbryde fordomme, og fjerne tabuet, og jeg tør næsten godt love dig, at hver gang jeg skriver et nyt indlæg er det fordi jeg har lært noget nyt, eller er blevet inspireret af et eller andet. Men jeg tør også godt indrømme, at det ligesom for mange andre med ADHD og for mig er hårdt at skulle høre på denne evige debat og kritik om ADHD. For mit eget vedkommende har jeg først i en alder af 22 år fået diagnosen. Og vejen dertil har været lang! Når man i flere år har kæmpet lidt af en hård kamp, er det enormt frustrerende at man nogen gange nærmest føler at man skal forsvare både sig selv og diagnosen. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men jeg tror de fleste med ADHD - barn eller voksen - er enige med mig når jeg siger: VI VILLE FANDEME HELLERE HAVE UNDVÆRET!! Så hvis du kender nogen der er eller måske selv er lidt fordomsfuld omkring ADHD, så tænk over det en ekstra gang, og tænk måske samtidig - tror du det bliver nemmere at have ADHD  når man igen og igen skal beskyldes for bare at være uopdragne, dovne eller adfærdsforstyrrede?

27. marts 2014

"Du jo ikke rask..."


En aften i februar modtog jeg en besked fra en person, der på daværende tidspunkt faktisk var en en rigtig god ven. Jeg havde allerede fornemmet stemningen i samtalen, lad os bare sige den ikke ligefrem var positiv. I hvert fald modtog jeg en besked hvor der stod: "du er jo ikke rask". Jeg er klar over at denne besked var meget nedgørende, og jeg er sikker på det var et forsøg på at såre mig. Men jeg blev ikke såret. Jeg trak i stedet lidt på smilebåndet , for jeg ved jo faktisk godt jeg ikke er rask, ADHD er uhelbredelig, så det bliver jeg heller aldrig og det er ikke noget jeg er flov over - ikke længere i hvert fald. Jeg svarede tilbage med beskeden "nej, det har du ret i og det har jeg papir på - vil du se?". Jeg modtog flere beskeder i løbet af aftenen - som du måske allerede har regnet ud indeholdte de ikke ligefrem rosende ord. Tværtimod. Og jeg tror heller ikke personen havde regnet med, at jeg reagerede som jeg gjorde. For hvis intentionen var at gøre mig ked af det og såre mig - lykkedes det ikke. For helt ærligt - hvordan skal man blive såret over at få ting at vide man godt ved? Som andre måske faktisk godt kan lide ved en? Og som man ikke har tænkt sig at ændre på? 

ADHD er ikke nogens skyld!
Det da super nederen at få en diagnose, men der er altså der er altså flere sider af det at have ADHD. Udadvendthed, masser energi og begejstring, entusiasme, iderig, ivrige efter at prøve noget nyt, kreativitet, aktivitet og en spændende personlighed - det vil jeg da mene er positive ting - hva' mener du? At have ADHD medfører en række vanskeligheder, det kan vi ikke komme uden om - men det er ikke nogens skyld! Man får ikke ADHD pga. dårlig moral, dårlig opdragelse, problemer i familien, dårlige skoler og skolelærere, for meget tv, fødevareallergier eller for meget sukker. Selvfølgelig er der visse faktorer, der har vist sig at øge sandsynligheden - påvirkninger af hjernen i fostertilstanden og under fødslen, lav fødselsvægt og for tidlig fødsel. ADHD er en neurobiologisk lidelse og skyldes ofte arvelige forhold - en skønhedsfejl i generne, kan man måske kalde det. ADHD er en lidelse, hvor mange af symptomerne er knyttet til specifikke områder af hjernen - en udviklingsforstyrrelse hvor dele af hjernen ikke fungere optimalt. Det er en problematisk lidelse især fordi symptomerne ikke altid er lige lette at se eller forstå for omgivelserne - måske kan det ligefrem være vanskeligt for nogle mennesker at rumme os. Men ADHD er hverken noget vi "gør" eller "har" med vilje. De fleste med diagnosen ville nok hellere have været foruden, mig selv inklusiv, men sådan blev det ikke. Og det har jeg accepteret, desværre er det ikke alle der kan acceptere mine vanskeligheder - det er historien i starten af dette indlæg, nok et meget godt eksempel på - personen her irriterede sig nemlig over nogle sider af min personlighed. De fleste af dem er sider jeg faktisk er begyndt at holde af - eller altid har holdt af ved mig selv. Jeg ved da godt, at jeg sikkert kan være "skide irriterende" - det indrømmer jeg gerne. 
  • Jeg er super let at distrahere, og følger ofte pludselige indskydelser og impulser. 
  • Jeg har ikke samme filter, som “almindelige” mennesker har. Jeg opfatter alle lyde, bevægelser og indtryk. Derfor kan det nogen gange virke som om jeg måske ikke hører efter - det gør jeg, men nogen gange sker det at indtrykkene bliver for mange og så ryger min koncentration altså.
  • Jeg bruger mere energi på opgaver, der virker simple for andre, og derfor kan jeg hurtigt få for meget, hvilket indimellem resulterer i frustration- og følelsesudbrud, som kan uforståeligt og overdrevent for andre mennesker. 
  • Samtidig er jeg impulsiv, hvilket betyder at jeg styres af øjeblikket - derfor har jeg nogengange vanskeligt ved at se at ting går over. 
  • Mine kortvarige, men pludselige svingninger i humøret er super irreterende - både for mig selv, men nok især for min familie. Mine omgivelser ser selvfølgelig også de her svingninger, men slet ikke i samme omfang som min familie, de er nok de eneste der får lov at se min aller værste side. 
  • Jeg snakker meget og afbryder tit - også selvom jeg selv bliver noget irretabel hvis jeg selv bliver afbrudt. Det er heller ikke altid jeg lige når at tænke inden jeg åbner munden. 
  • Og så er jeg en kontrolfreak, og skide nysgerrig - både omkring livet, mine medmennesker og ny viden. Derfor stiller jeg mange spørgsmål, nogen gange nok for mange og jeg kan måske komme til at spørge om ting folk egentlig ikke synes rager mig. 
Listen her indeholder som du måske har opdaget, bare nogle af mine "vanskeligheder". Jeg ville sagtens kunne nævne flere, men så ville det indlæg blive super langt. Hvis du vil vide lidt mere kan du klikke på fanen "Min ADHD-profil". Undrede du dig over at jeg skrev vanskeligheder i gåseøjne? Det gjorde jeg fordi jeg mener, at flere af diagnosens symptomer og vanskeligheder også kan vendes til positive ting. F.eks er det skam ikke altid dårligt at jeg snakker meget, og at være super nysgerrig kan sagtens være en rigtig god ting - det har bl.a. gjort at jeg har fået enorm meget ny viden. De fleste mennesker med ADHD handler på baggrund af deres følelser, det gør jeg også selv, og vores adfærd bærer derfor præg af det. Nogen gange "bider det os i røven", men ofte betyder det at vi er mennesker med store personligheder. Jeg er som mange andre med ADHD ofte blevet misforstået pga mine vanskeligheder, men efter jeg har fået diagnosen ved jeg hvorfor jeg nogen gange reagere eller handler som jeg gør. Jeg vil ikke bruge min diagnose som en undskyldning for min opførsel, men jeg har nu en forklaring - hvordan folk så opfatter mig er op til dem selv.

En overlever med et positivt livssyn
Jeg indrømmer gerne at jeg førhen har ladet mig udnytte og blive trampet på. Havde jeg fået samme besked, som den jeg fik i februar, inden jeg fik diagnosen var jeg helt sikkert blevet såret og ked af det. Heldigvis fik jeg den efter jeg havde fået diagnosen. Jeg har altid følt mig anderledes, og jeg har hele livet higet efter at blive ligesom alle andre, at blive accepteret. Jeg har altid stillet meget høje krav til mig selv, og jeg har aldrig været god til at bede om hjælp, eller åbne op og fortælle om mine vanskeligheder. Men da jeg fik diagnosen skete der noget. Jeg fik en forklaring på hvorfor jeg er anderledes, på hvorfor jeg gennem livet har haft nogle vanskeligheder, der indimellem har været svære at forklare. Da jeg lige havde fået diagnosen var jeg flov, og jeg havde svært ved at acceptere og erkende at jeg havde og har ADHD. Jeg indrømmer nemlig gerne at jeg førhen selv var god til kun at forbinde ADHD med fordommene. Pludselig skulle jeg sætte mig selv ned i den kasse og det betød at jeg var nødt til at søge efter mere viden. Og jeg blev klogere! Den dag i dag har jeg ikke bare accepteret at jeg har ADHD, jeg er også begyndt at vende det til noget positivt. Jeg er den jeg er - og det er sgu helt okay! Jeg har nogle personlighedstræk som andre måske ikke har, men det gør ikke længere noget. Jeg bliver aldrig helt ligesom alle andre, men i stedet for at sætte mig hen i et hjørne og græde over det, vælger jeg at tænke "det sgu da cool nok". Jeg vil ikke længere lade mig slå ud af, at nogen mennesker "ser ned" på mennesker med ADHD. Og jeg vil ikke ændre på hvem jeg er for at behage andre - ikke længere, og aldrig mere! Selvfølgelig er der ting jeg skal arbejde på, og udvikle til det bedre, men at jeg at jeg ikke er helt "normal" vil jeg ikke længere være ked af! Jeg skal leve resten af livet med ADHD, og livet er klart blevet nemmere nu hvor jeg har accepteret min "anderledeshed". ADHD er ikke noget at være flov over, og uanset hvem du er håber jeg at du er stolt over at være dig!

23. marts 2014

Hvad pokker har klatring med selvmedicinering af ADHD at gøre?


Når du hører ordet selvmedicinering tænker du straks på ting som cannabis, euforiserende stoffer og alkohol - har jeg ret? Og det helt i orden, for ved du hvad? Indtil i går eftermiddags var det også det jeg forbandt selvmedicinering med. Men her i weekenden læste jeg en artikel - faktisk handlede den hverken om ADHD eller selvmedicinering - men denne her artikel satte alligevel nogle tanker i gang omkring selvmedicinering af ADHD, og hvad det egentlig er. Og kan være. For behøver selvmedicinering nødvendigvis at være noget dårligt? Kan selvmedicinering være andet end det fordommene fortæller os det er? Hvis du spørger mig, er jeg ikke længere i tvivl - selvmedicinering behøver ikke være noget dårligt, og selvmedicinering er ikke kun cannabis, alkohol og stoffer. Nu vil du sikkert gerne snart vide hvad den artikel så handlede om - ikke? Den handlede faktisk "bare" om klatring. Hvad har det nu med mig at gøre? Og hvad pokker har det med selvmedicinering af ADHD at gøre? Det første spørgsmål er nemt - siden 4. januar 2013 har jeg "gået til" klatring. Og siden første tur har jeg ikke kunnet undvære sporten. Der er mange grunde til hvorfor jeg er helt vild med klatring, men denne her artikel, eller det var faktisk 2 artikler, fik mig til at tænke på om klatring ikke kan være min form for en slags selvmedicinering?

Rod i centralnervesystemet
Hjernen hos et menneske med ADHD mangler dopamin og noradrenalin, som begge er stoffer der udløses i hjernen ved bestemte stimuli.  Vi har alle et "vågenhedscenter", som er noget der findes dybt i centralnervesystemet. Dette center er dybt afhængig af både dopamin og noradrenalin, som begge udløses bl.a. ved spænding, nysgerrighed, meningsfuldhed, mad, kaffe, nærvær og kontakt, bevægelse, ekstrem sport og overlevelsesadfærd - desværre også ved spil, alkohol og stoffer. Dopamin og noradrenalin er med til at stimulere frigørelsen af oxytocin, som er et stof, der ligesom de to andre findes i vores centralnervesystem. Dette stof har betydning for hvordan vi har det med os selv og vores omgivelser, er angstdæmpende og det er det der gør os nysgerrige og giver lyst til at være sammen med andre. Mennesker med ADHD og derfor mangel på disse vil altså helt ubevidst forsøge at kompensere ved at bevæge kroppen og søge spænding og udfordringer. Hvis selvsamme gruppe mennesker bliver tvunget til at være stille, resultere det i træthed og et at energiniveauet falder - hvilket går ud over indlæringen og udviklingen. Som du måske allerede har gættet er risikoen for afhængighed og misbrug altså meget høj for mennesker med ADHD. Men hvad har det nu med selvmedicinering at gøre? Jamen altså, når man mangler disse vil man jo helt ubevidst forsøge at finde noget der hjælper med at øge disse. Altså at selvmedicinere sig. Jeg startede dette indlæg ud med at sige at de fleste nok forbinder selvmedicinering med ting som cannabis, euforiserende stoffer og alkohol. Det var jo som sagt også det eneste jeg selv forbandt selvmedicinering med, og det er nok heller ikke løgn at det er disse midler de fleste benytter i forbindelse med selvmedicinering. Ofte skyldes et misbrug faktisk en bagvedliggende diagnose eller lidelse - og dermed selvmedicinering. Og selvmedicinering med disse midler er jo selvfølgelig hamrende usundt! Men efter en masse tanker og overvejelser, mener jeg faktisk også godt selvmedicinering kan være sundt.

Hvad pokker har klatring med selvmedicinering af ADHD at gøre?
Som jeg nævnte tidligere var der flere ting, som udløser dopamin og noradrenalin. Nogle af dem var spænding, nysgerrighed, nærvær og kontakt, bevægelse, ekstrem sport og overlevelsesadfærd, og disse beskriver også flere aspekter ved klatre-sporten. Dog er klatring ikke helt en ekstrem sport - i hvert fald ikke hvis du spørger "os selv". Spørger du min mor eller mormor er svaret dog et andet... Men klatring er i høj grad fyldt med spænding, bevægelse og mod (overlevelsesadfærd). Og klatremiljøet er fyldt med nærvær og kontakt. I hvert fald hvis du spørger mig. Dette finder du selvfølgelig også ved andre sportsgrene og man kan helt sikkert overføre min tolkning af selvmedicinering til en del andre af disse. Men selvom jeg i 13 år dyrkede gymnastik før jeg forelskede mig i klatre-sporten, må jeg tilstå at klatring har givet, og giver mig meget mere end nogen anden sport har. Klatring handler nemlig om meget mere end bare at få pulsen op og træne dig til en flot krop og en god form. For det første træner det min fokus og koncentrationsevne - hvis ikke jeg koncentrere mig og holder fokus på væggen kan jeg ikke klatrer, så kommer jeg ingen vegne. Men hvis jeg tilgengæld gør dette, kan det der først virkede helt umuligt, pludselig lade sig gøre. Det behøver faktisk ikke en gang at tage lang tid - det helt op til mig selv. Hvilket bringer mig videre til det næste. Klatring er nemlig en individuel sport - du er aldrig alene, men du er din egen dommer. Det er dig selv der bestemmer farten og mængden af ture - og hvor meget/hvor hurtigt du vil "rykke dig", du konkurrere nemlig ikke nødvendigvis om andre om spotlightet og topplaceringen. Og hvis du gør er der ikke alle mulige underlige regler at huske på - jeg ville f.eks aldrig du til tennis eller golf. Jeg lærer at tage beslutninger i pressede situationer, fordi jeg hele tiden skal vælge hvilke greb jeg vil bruge - vælger jeg "forkert" risikere jeg at "falde". Ved klatring prøver jeg hver eneste gang jeg binder mig ind i klatreselen, mine grænser af - på flere måder. Og det er sjældent disse grænser ikke bliver rykket. Og hver gang det sker giver det lidt til selvtilliden. Der findes næsten ingen bedre følelse end når du har klaret en ny rute, hele vejen til taget på væggen - eller til der ikke er mere klippe tilbage. Den bedste måde at beskrive den følelse er nok "fuck hvor er jeg sej", undskyld mit sprog, men det føles godt når man opdager en side ved sig selv man ikke vidste fandtes. Som du måske allerede kan se er der flere ting i klatring som er rigtig godt for mennesker som mig - med ADHD. Og de førnævnte ting som udløste dopamin og noradrenalin vil du nok også give mig ret i, i høj grad findes fået ved klatring. Som sagt tidligere, men jeg jeg mener i aller højeste grad at man kan benytte klatring (måske andre sportsgrene) som selvmedicinering. I hvert fald er jeg ikke længere et sekund i tvivl om at klatring er min form for selvmedicinering - og mon ikke det er svaret på hvorfor jeg allerede efter første tur forelskede mig i sporten. 

22. marts 2014

Fra human-beings til human-doings

Du kender det sikkert. Du ligger et billed op på facebook eller på instagram. Måske skriver du en statusopdatering du selv synes er vildt cool. Men der er ingen der kommentere, ingen der liker ("synes godt om"). "Øv, så det nok noget møg" eller "what's wrong with people" tænker du - har jeg ret? Sådan kan jeg i hvert fald selv tænke, og jeg tror de fleste mennesker har det på samme måde. Og du har gættet rigtig, dette indlæg handler om sociale medier og hvad det gør ved os. Hvad det har med ADHD at gøre, finder du ud af længere nede. 

"Omg har du kun 400 venner?"
Der findes i dag et utal af sociale medier. Facebook, instagram, twitter, diverse dating-sites - ja listen er lang og jeg tror de færreste kender til dem alle. Selv bruger jeg kun Facebook, instagram, 500px og da jeg var yngre - arto. Jeg er mest aktiv på Facebook og det er derfor også dette site jeg primært henviser til. Og jeg er ikke den eneste, faktisk bliver Facebook brugt af en sjettedel af hele verdens befolkning - ca 3 millioner danske brugere. Det er faktisk blev så almindeligt at have en profil på Facebook, at man nærmest er "unormal" hvis ikke man har en. De sociale medier er blevet en integreret del af vores hverdag, og de fleste er ofte inde at tjekke om der er sket noget nyt, eller om det seneste man lagde op har fået flere likes, mange gange dagligt. Vores Facebook profil er vores ansigt udadtil og, måske de helt unge især, går meget op i hvordan det så ser ud. Hvor mange venner man har, hvor mange likes billederne får og hvem der kommentere. Det er vel et par måneder siden nu, men jeg husker en samtale med en ung gut på 14. Vi snakkede om blogs og i den forbindelse Facebook. Han fortalte om denne her blog han havde, og jeg sagde noget i retningen af "ja og hvis jeg så deler din blog kommer den da ud til 400 andre" - hans svar til det var "omg har du kun 400 venner på Facebook". Denne her unge gut er et meget godt eksempel på hvad Facebook gør ved os. Han har selv over 1000 venner på sitet - forskellen på ham og jeg er at, hvor jeg på den ene eller anden måde kender de 400 på min venneliste, er der mange på hans, han ikke kender. Selvfølgelig har jeg ikke 400 nære venner, men folk på min venneliste har jeg enten gået på efterskole, i folkeskole, på HF, til sport med eller også har jeg mødt personen gennem venner - altså jeg har mødt dem i virkeligheden og ført en samtale "in real life" med dem. For især den unge bruger er det dog blevet mere vigtigt at have mange på vennelisten, uanset om det er nogen du reelt set kender og interessere dig for. Ligesom med de før nævnte likes. 

Nemmere at redigere sig selv
De sociale medier har gjort det nemmere at "redigere i sit liv og sig selv". Og hvad mener jeg så egentlig med det? På Facebook bestemmer vi selv hvad vi ligger ud, og hvem der skal se det. Og vi ligger sjældent de dårlige ting ud. Vi ligger "glansbilledet" ud. Du ser f.eks sjældent en statusopdatering om en dumpet eksamen. De sociale medier giver os muligheden for at fremstille os selv bedst muligt. Vi er i højere grad blevet human-doings frem for human-beings. Vi er ikke bare, nej vi er, det vi gør. Altså ting er først foregået når det er blevet set på de sociale medier. I hvert fald er der efterhånden ikke det vi ikke deler med på nettet, og vi har så travlt med at opdatere at vi næsten kan glemme at være til stede i nuet. Vi higer efter vores venners likes og kommentarer, og det er jo ikke nogen hemmelighed at der er en stor tilfredshed forbundet med at få disse reaktioner, når vi poster statusopdateringer og billeder. Og modsat hvis disse mangler. Og det er måske nok en af ulemperne ved de sociale medier. For får vi ikke de likes og kommentarer vi håber på, eller for vennerne flere, ja så kan det gå ud over vores selvfølelse - "for hvorfor får jeg nu ikke nogen likes, hvorfor får veninden flere og hvorfor er der ingen der kommentere? Er det fordi jeg er grim eller dum?". På samme måde er det med Facebook's "læst"-funktion i chat-beskeder. Vi kan pludselig se hvornår beskeden er læst, og det kan være en træls følelse at se at ens besked er blevet læst, men ikke svaret på. 

De sociale medier og ADHD 
Efter at have læst den første del af dette indlæg, har du sikkert tænkt "og hvad pokker har det så med ADHD at gøre?". Hvis du selv har haft nogle af de følelser jeg nu har beskrevet, forestil dig så nu at være hypertolkende. Som nævnt i flere af mine tidligere indlæg er de fleste mennesker med ADHD hypertolkende. Det gør sig altså også gældende på de sociale medier. Jeg tænker ikke at følelserne omkring likes om kommentarer eller mangel på samme er anderledes bare fordi man har ADHD, nærmere at det hos os kan fylde mere. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men nogen gange er et like ikke bare et like. Et like fra et "crush", fra hende den populære eller måske en kendis, ja i ved sikkert hvad jeg mener - men de betyder da noget helt andet end et like fra lillesøster f.eks. Lad os bruge "crush"et som eksempel. Et af de såkaldte "selfies" bliver lagt op på min væg, og nu begynder spændingen. For hvem mon liker eller kommentere? Og hvorfor liker eller kommentere de? Hov, nu likede ham jeg har et godt øje til - betyder det mon han er interesseret? Eller omvendt - er der ingen der synes jeg er pæn eller sød siden billedet ikke får likes eller kommentarer? Som sagt tror jeg en helt "normal" person har det på præcis samme måde. Det jeg mener er at det nok hos i hvert fald piger med ADHD fylder mere og kan gøre en lav selvfølelse lavere og omvendt. Dagens indlæg har måske på en måde ikke super meget med ADHD at gøre, men os med ADHD har altså også helt almindelige "hverdags-problemer" som alle andre mennesker har. Og ADHD eller ej, synes jeg indlægget her har et vigtigt budskab. Vi er nemlig alle med til at påvirke hinanden. Og andre folks meninger er blevet langt vigtigere og nemmere at få pga de sociale medier - på den måde vil jeg mene vi alle er med til at påvirker hinandens selvfølelse. Og når nu vi er ved sociale medier vil jeg afslutningsvis sige: dit like, din kommentar eller dit besøg her på bloggen betyder meget for mig - hver og en! Tak fordi I følger med, og har lyst til at læse om mine tanker, holdninger og viden. Og husk du kan finde både mig og bloggen på både Facebook og instagram ;-) 

Instagram: 
isehylleberg
 


21. marts 2014

Hvordan kan man føle sig ensom med over 400 venner på facebook?

Sådan spurgte en nær ven mig en dag. Jeg forstod ikke til at starte med at han hentydede til mig, vi havde godt nok netop snakket om ensomhed og jeg havde fortalt at selvom jeg har masser venner kan jeg ofte føle mig ensom. Og hans spørgsmål satte efterfølgende nogle tanker i gang. For hvad er ensomhed? Hvornår er man ensom? Udover det gav det inspiration til netop dette indlæg, for jeg blev pludselig selv nysgerrig på relationer i forhold til ADHD, og jeg fik lysten til at fortælle om netop dette. 

Svært ved at forstå sociale spilleregler
For de fleste mennesker er samværet med andre ureflekteret og automatiseret. Man tænker ikke bevidst over andres bevæggrunde eller bagvedliggende intentioner, men tolker i stedet deres mimik, kropssprog mm. Man bruger ubevidst sin erfaring for, hvordan relationer plejer at forløbe. I de fleste tilfælde er det praktisk, og på den måde springer man en masse mellemregninger i kommunikationen over. Men voksne med ADHD kan ikke nødvendigvis på samme måde tolke kropssprog eller mimik og bruger ikke erfaringer på samme måde som andre. ADHD er en kognitiv funktionsnedsættelse, og mennesker med ADHD forstår, opfatter og fortolker på en anden måde end andre. Mennesker med ADHD er ikke automatiserede i kommunikation og samarbejde, og de kan have brug for at deres omgivelser kompensere for dette. Vi er f.eks meget konkret tænkende og bliver forvirrede af ironi og sarkasme, fordi vi opfatter den bogstaveligt - dog kan vi godt selv finde på at bruge ironi, men her ved vi jo også hvad intentionen bag er. Ord som ”måske” eller ”senere” betyder løse ender, og fordi mennesker med ADHD er hyper-tolkende, vil løse ender fylde utrolig meget hos os. Misforståelser har ofte rod i det indforståede ”vi troede, at han/hun godt vidste, hvad vi mente” eller ”det er da klart, at det er sådan" er ting man ofte kan tænke, men mennesker med ADHD har svært ved at skelne mellem fakta og holdning og mellem hvad der bliver sagt i sjov og i alvor. Man skal kunne fastholde sin opmærksomhed, si og sortere i indtryk, have en god sprogforståelse, være i stand til at opfatte og forstå sociale og følelsesmæssige signaler og have en god forestillingsevne. Derudover skal man kunne hæmme sine umiddelbare impulser og sætte sig ind i andres tanker og følelser. Ting som mennesker med ADHD kan have større eller mindre vanskeligheder med. Det betyder ikke nødvendigvis at vi ikke kan, men at vi skal bruge mere energi på det end andre. Selv har jeg f.eks en god sprogforståelse, en god forestillingsevne og jeg kan tit i høj grad sætte mig ind i andres følelser og tanker. Men jeg har svært ved at fastholde min opmærksomhed, styre mine impulser, ved at sortere i indtryk og svært ved at tolke mellem fakta og holdning, mellem alvor og sjov og jeg kan nok have en tendens til at over-fortolke på kropssprog og mimik. Mennesker med ADHD er i konstant fare for at mislykkes i sociale situationer, som ofte kan virke uoverskuelige og komplekse. Vi fokuserer på det forkerte, hører ikke efter, kan ikke holde fokus eller taler før vi tænker. Almindelige samværsformer og kommunikation kan volde vanskeligheder for mennesker med ADHD, fordi det forudsætter så mange ting, som vi har svært ved og jo mere vi presses på vores mangelfulde færdigheder, jo mere ufleksible og fastlåste kan vi blive. Derfor kan nogle voksne med ADHD kan have svært ved at håndtere deres relationer. 

Manglende evne til at gennemskue konsekvenser
Både børn og voksne med ADHD har vanskeligt ved at gennemskue konsekvenser, nogen mere end andre, men ens for alle er det, at det gør sig gældende i flere aspekter af livet. Også i forhold til relationer. Nogle trækker sig fra omgangen med andre og bliver isolerede og ensomme. Andre har svært ved at sige nej og er derfor konstant i gang med at hjælpe deres venner og glemmer sig selv. Og nogle er som jeg selv - en "god" blanding. Man kan vel sige, at vi har svært ved at finde grænser og har en mangelfuld fornemmelse for, hvor meget og hvor lidt man kan forvente af andre og sig selv. Jeg er en udadvendt pige og jeg elsker at være sammen med andre mennesker, alligevel har jeg perioder hvor jeg kommer til at isolere mig. Det er gerne i perioder hvor jeg egentlig føler mig mega forkert og har aller mest brug for at være sammen med andre. Det kan være lidt af en ond cirkel - at have brug for og lyst at være sammen med andre, men alligevel ikke have overskuddet og energien til det. Som sagt har jeg det kun sådan i perioder, faktisk nærmere et par dage ad gangen. Det er dage hvor negative tanker fylder meget, og når man så som jeg heller ikke kan sortere i hverdagens mange indtryk og lyde - ja så bliver det bare lettest at holde sig for sig selv. Jeg har heldigvis nogle dejlige venner, der kender mig godt, og ved at det ikke er pga af dem og at disse dage går over igen. Min bedste veninde er også god til ærligt at fortælle mig hvordan hun opfatter tingene - og mig. Og en ting er jeg aldrig i tvivl om - uanset humør - jeg er der for mine nærmeste, jeg tænker og reflektere over deres sorger og glæder, og mit tankemylder kan her være positiv - jeg kan nemlig se tingene fra rigtige mange sider af gangen.

Higen efter at blive accepteret
Mange mennesker med ADHD er i høj grad præget af lav selvfølelse. Det skrøbelige selvbillede er en konsekvens af de begrænsninger, der ligger i at have ADHD. Mennesker med ADHD misforstås ofte, og når deres vanskeligheder kommer til udtryk mødes de typisk med bebrejdelser. Mange gange i vores liv er  vi blevet misforstået og skældt ud, og vi har egentlig mest brug for at blive mødt med anerkendelse og forståelse. Piger med ADHD har det ekstra svært, især i puberteten. Piger skal helst ”passe ind”, og piger med ADHD føler sig ofte forkerte og anderledes. Behovet for at blive accepteret kan give anledning til farlige, "dumme" og selvdestruktive handlinger. For at dække over vanskelighederne, kommer piger med ADHD nogen gange til at optræde som noget andet end de egentlig er. Jeg tør godt at indrømme at jeg kender alt til denne higen efter at blive accepteret. Især inden jeg fik diagnosen. Jeg kan stadig føle mig helt forkert og intet værd, men efter jeg har fået diagnosen er det klart blevet lettere at være mig. Nu ved jeg hvad mine vanskeligheder skyldes, jeg har pludselig en forklaring og en årsag til at jeg ikke er ligesom alle andre.  Den anden dag snakkede jeg med min søster, hun havde meget svært ved at sige "altså som normale mennesker" - jeg sagde til hende at hun gerne måtte snakke om "normale" mennesker på den måde, for jeg ved godt jeg ikke er normal og jeg kunne mærke at det betød meget for os begge. For mig fordi at det var verdens bedste tegn på accept af egen tilværelse, men det vigtigste for mig var også at min søster pludselig kunne tale åbent omkring det at storesøster ikke er normal, faktisk sige det direkte til mig. 
ADHD medfører ofte følgetilstande. Det har jeg oplevet på egen krop. Som nævnt før udviklede jeg i 2005 anoreksi. Jeg havde ingen kontrol over det indre kaos - så kunne jeg i det mindste have kontrol over hvad jeg spiste. Samtidig med det stor behov for at finde kontrol, havde jeg et enormt behov for at føle jeg passede ind. Jeg har nok siden 2.-3. klasse altid følt mig anderledes. Da jeg i 2005 gik i 7.klasse tænkte jeg at hvis jeg bare var tynd og pæn, havde det rigtige tøj, den rigtige make-up . så ville jeg blive mere populær og ikke længere være anderledes. Jeg har aldrig været upopulær - og jeg tog grueligt fejl! I stedet for at passe ind var jeg nu endnu mere anderledes. Den dag i dag har jeg stadig men fra spiseforstyrrelsen, men jeg ved nu at jeg anderledes - og acceptere det! Den dag i dag kan jeg faktisk rigtig godt lide at være anderledes, og vender det for det meste til noget positiv. F.eks har jeg mødt mange dejlige mennesker og for jo ofte at vide at jeg er en meget vellidt pige - netop fordi jeg er den jeg er, måske lidt småskør men et dejligt varmt og spændende menneske med mange historie i rygsækken at fortælle. 

Når ensomheden trænger sig på
Men hvorfor er det så man kan føle sig ensom selvom man har over 400 venner på facebook? Hvad er ensomhed? Og hvornår er man ensom? Jo ser I, ensomhed har ikke noget at gøre med hvor mange venner du har eller hvor mange du er sammen med. Du kan sagtens føle dig ensom, selvom du sidder med en masse venner omkring dig. At føle sig ensom er ikke nødvendigvis det samme som at være alene. Og jeg tror vi alle kender følelsen af ensomhed. Har vi ikke alle prøvet at sidde hjemme en lørdag aften og tænkt at alle vennerne sikkert havde en pisse fed aften? Eller fulgt med i hvad andre lavede på facebook, og tænkt at man gerne ville have lavet det samme? I forhold til ADHD kan ensomheds-følelsen også trænge sig på, på den måde, at hvis man er den eneste i omgangskredsen der har ADHD, måske den eneste med en diagnose bare, ja så kan man godt en gang imellem føle sig lidt alene - fordi ADHD er svært at forstå, for ADHD er meget mere end hvad man lige går og tror. Som før nævnt er det en fordel at gå i en gruppe for mennesker i samme situation, som en selv. Ligesom jeg selv har en gruppe, de er blevet mine rigtig gode venner og jeg er så glad for at have fået dem i mit liv - fordi at nu ved jeg at jeg ikke er alene. Ikke forstået på den måde at mine "normale" venner give mig følelsen af at jeg er alene, men jeg indrømmer gerne at jeg en gang imellem føler mig ensom. Jeg har masser dejlige mennesker i mit liv, men når jeg føler mig misforstået eller bare aller mest forkert - så føler jeg mig også lidt alene. Det ved jeg heldigvis godt jeg ikke er! Og de fredag-lørdage hvor ensomheden måske trænger sig på, ved jeg heldigvis oftest også at det ikke er fordi jeg ikke er vellidt, at jeg føler mig ensom - da er det bare fordi jeg heller ville have været ude i byen sammen med vennerne. 

Dette indlæg blev vidst lidt langt, men hvis du kom igennem det hele håber jeg du har nydt læsningen. Jeg elsker spørgsmål som for mig til at tænke. Du har nok allerede opdaget at jeg er en tænker, og at jeg nyder at give min viden og mine historier videre. I indlægget her går jeg endnu engang meget tæt på - altså mig selv. Men jeg mener også at det er vigtigt at jeg tør være hudløs ærlig når jeg skriver indlæg til jer. Så selv det kan give knubs, eller være meget åbenhjertet af mig, så gør jeg det gerne. 

20. marts 2014

Hjerner med ADHD er konstant på overarbejde

Da jeg skrev indlægget omkring hyperaktivitet, glemte jeg faktisk noget. Der findes nemlig to former for aktivitetsforstyrrelse, hyperaktivitet som de fleste kender til og hypoaktivitet - hvilket vil sige for lidt aktivitet i forhold til situationen. Hypoaktivitet kan være sværere at få øje på for omgivelserne, men den kan være lige så invaliderende for den enkelte. Og man kan faktisk godt have begge former for aktivitetsforstyrrelse i forskellige situationer. For lige at genopfriske hvad hyperaktivitet betyder kan jeg lige ridse et par kendetegn ved dette op:
  • Har en stadig følelse af rastløshed eller indre uro
  • Skal anstrenge sig for at blive siddende på stolen, fx ved møder og i andre sammenhænge hvor det forventes
  • Virker ofte tydeligt hyperaktiv eller overgearet
  • Har tendens til at være overdreven snakkesalig – snakker som et vandfald
  • Har kort latenstid – taler før de tænker
Hos voksne med ADHD ser man tit at hyperaktiviteten er "flyttet ind", den er ikke forsvundet, men er blevet til denne her form for rastløshed, indre uro og utilpashed - og det kan være forbundet med meget "smerte" at skulle rumme den uro, især fordi omgivelserne ikke lige umiddelbart kan se den. Men hvad så med det her hypoaktivitet jeg snakkede om? Hvad er det så for noget? Kendetegnene ved hypoaktivitet kan være:
  • Kan virke initiativløse og kommer sjældent frem med ideer
  • Drømmende, falder hen i egne tanker eller forsvinder ind i sig selv
  • Motivationsforladte og kan virke tunge uden egentlig at være det
  • Stille, meget lidt talende, kommer sjældent med noget, undtagen direkte adspurgt, kan være svære at føre en samtale med
  • Virker opgivende
  • Har lang latenstid
Som tidligere nævnt her på bloggen, er jeg selv meget påvirket af hyperaktivitet, men det eneste punkt på listen over kendetegn ved hypoaktivitet, jeg måske kan genkende mig selv lidt i, er det omkring at falde hen i mine egne tanker. Og at jeg indimellem falder hen i mine egne tanker kan ligeså vel skyldes min opmærksomhedsforstyrrelse. Derfor vælger jeg at sige at jeg kun har hyperaktiviteten i mig. Men uanset hvilken form for aktivitetsforstyrrelse man har, er alle med ADHD hypertolkende - det gælder også for mig selv. Min hjerne står aldrig stille, den arbejder hele tiden på højtryk med at tolke, opfatte og forstå. De små indforståede bemærkninger og uafsluttede ting kører hele tiden rundt i hovedet, og hjerner (som min egen) med ADHD er derfor altid på overarbejde. 

19. marts 2014

Nu behøver jeg ikke længere skjule hvem jeg i virkeligheden er

Mennesker med ADHD har ofte mange ressourcer, og vi kan i forskellige situationer komme til at overpræstere, hvilket gør at vi fremstår mere velfungerende, end vi måske i virkeligheden er. Men det betyder at vi ofte kommer til at bruge alt vores energi på at fremstå så ressourcestærke, at vi efterfølgende er fuldstændig opbrugte. Andre gange bevirker vores rastløshed, impulsivitet opmærksomhedsvanskeligheder, at vi sætter en masse ting i gang, som vi så ikke afslutter. Det får os til at fremstå som energiske, uden at vi egentlig er det. 
Det at virke mere velfungerende end man egentlig er, kan i visse situationer være positivt og en fordel. Men oftest er det en stor ulempe og kan gøre livet med ADHD enormt besværligt. Det er jo praktisk nok til jobsamtaler eller andre steder hvor du skal fremstå fra din bedste side, at man kan "skjule" sin ADHD lidt - og selvom ADHD altså ikke er noget at være flov over, er vi nok mange der oplever denne følelse. Og som sagt gør det ofte livet svært og er en kæmpe ulempe at være dygtig til at virke meget mere velfungerende end man er. 
Jeg er selv rigtig dygtig, eller nok nærmere "dum" til at skjule min ADHD og fremstå mere velfungerende end jeg i virkeligheden er. Jeg har brugt et helt liv på at kompensere for mine vanskeligheder og det har de sidste par år føltes som lidt en kamp om at få "systemet" til at tage mig alvorligt - og jeg ved jeg ikke er den eneste. Jeg er jo pt tilknyttet Udviklingshuset i Horsens, et sted der bl.a. hjælper unge med ADHD. Og faktisk sagde min tidligere kontaktperson her til mig at hun vidste at jeg havde haft det svært og nok fremadrettet stadig ville opleve at det var svært for mig at føle jeg blev taget alvorligt - "du er jo sådan en pæn, velformuleret og intelligent pige" som hun sagde.
Jeg er hende evigt taknemlig, det var nemlig også hende der fik mig ind hos min psykiater - og han så heldigvis lige igennem mig, eller nærmere bag mit velfungerende ydre og helt ind til mit store indre kaos. Han er selvfølgelig også dygtig, har faktisk selv en smule ADHD, men han kigger på både kropssproget, personligheden og alle de andre mere eller mindre synlige tegn som andre måske ikke ser ved første øjekast. Men det er ikke kun "systemet" der kan være lidt af en udfordring. Også i forhold til mine omgivelser har det flere gange vist sig at være lidt af en "kamp". Dette forstået på den måde at jeg overfor nogle har følt at jeg har skullet "forsvare" at jeg rent faktisk har ADHD. Derfor er jeg, både for at gøre livet lettere for mig selv og for ikke at bruge unødig energi, men også for at slippe for at skulle "forsvare" mig selv og "min ADHD", begyndt (i hvert fald når situationerne tillader) at lade vær med kompensere og forsøge på at virke meget mere velfungerende end jeg er. Min ADHD er derfor på det sidste nok blevet meget mere synlig, og det kan måske virke som om at jeg er blevet "mere syg" efter at jeg har fået diagnosen. Det er ikke tilfældet, slet ikke, og selvom folk kan tænke "det jo bare for opmærksomhedens skyld" tager de helt fejl. Jeg ville ønske jeg ikke havde ADHD, og jeg må bare lære at acceptere at nogle folk måske tænker dårligt omkring mig og min ADHD. Jeg vil i hvert fald langt hellere beskytte mig selv, og have lov til at leve et liv som den jeg er og ikke den andre synes jeg skal være - eller hvad samfundet mener er mest "normalt". Jeg er meget mere end bare en diagnose, og ADHD skal ikke være det eneste der "præger" min personlighed, men det er en del af mig og det vil det altid være. Det nok bare først nu jeg tør lade det være det, og lade det ses, hvis man kan sige det sådan. Så nej jeg er ikke blevet mere syg efter diagnosen - jeg har bare endelig fået lov til at være 100% mig selv med alt hvad det så ellers indebærer! 

18. marts 2014

Ukontrollerede impulser

ADHD har mange symptomer/vanskeligheder knyttet til sig, men der er alligevel 3 kernesymptomer. De sidste to dage har jeg fortalt om hyperaktivitet og opmærksomhedsforstyrrelse. Derfor er det nu blevet det tredje og sidste kernesymptoms tur - nemlig impulsivitet. At have vanskeligheder med impulskontrol betyder at man ofte ikke når at tænke inden man handler eller taler, og derfor kommer man nogen gange til at gøre eller sige noget som kan være upassende eller uhensigtsmæssigt. Man ved måske godt man gør noget forkert, men kan ikke anvende den viden i situationen. Når man har vanskeligheder med impulskontrollen er man ofte meget behovstyret og kan have svært ved at vente på tur (at stå i kø, vente med at tale, osv.). Man er styret af sine behov og agere mere på følelser end på refleksioner. Man styres af øjeblikket og kan ikke vente på at noget godt eller skidt er overstået - man kan sige at mange med ADHD er "her og nu"-mennesker. Kendetegn ved impulsivitet kan være:
  • Taler eller handler inden man når at tænke sig om   
  • Begynder ofte at svare, før spørgsmålet er færdigstillet
  • Har tendens til at afbryde andre under en samtale eller bryde ind i andres aktiviteter
  • Har svært ved at vente på tur - i bred forstand
  • Reagerer prompte - input-output
  • Kan have kort lunte 
  • Er generelt utålmodige
Jeg er selv mærket af impulsiviteten ved ADHD - i højere eller lavere grad, det kan nemlig svinge meget hos mig. Nogen gange kan jeg tænke enormt længe over hvad jeg skal gøre eller sige, men jeg oplever også tit,  at jeg kommer til at sige eller gøre noget upassende. Jeg har tit afsluttet folk sætninger eller spørgsmål allerede inden de er færdige med at snakke. Og har jeg lyst til noget eller noget jeg gerne vil sige, ja så kan jeg faktisk blive meget negativ når jeg skal vente på at det bliver min tur. Derfor kommer jeg også ofte til at afbryde, for efterfølgende at få dårlig samvittighed - jeg ved jo godt hvor uhøfligt det er, jeg kan bare ikke helt lade vær. Som du måske allerede har gættet har jeg en tendens til at være meget utålmodig - har jeg lyst til noget, altså et behov for at gøre eller sige noget, skal det helst ske med det samme. Også hvis det handler om en "detalje" der skal på plads - et godt eksempel er måske faktisk da jeg skulle skifte medicinpræperat. Min psykiater fortalte det først under en telefonsamtale, og besvarede mit spørgsmål omkring om jeg skulle skifte med "det taler vi nærmere om næste gang". Det at jeg ikke var 100% sikker, men kun 90%, gjorde at det indtil næste samtale hos samme psykiater, fyldte enormt meget i tankerne. Og sådan har jeg det med mange ting. Selvfølgelig kan jeg godt glæde mig til ferier og andre begivenheder, og jeg er lidt for god til at hænge mig i ting der er sket i fortiden, men man kan nok godt sige at jeg generelt set er et "her og nu"-menneske.  Og at være et "her og nu"-menneske er ikke altid lige let, for livet har ikke et manuskript hvor du læse dig frem i siderne og se hvad der kommer til at ske. Og selvom det ville være dejligt for sådan en som mig, og måske mange andre med ADHD, ville det jo også være ret så kedeligt. Jeg må bare acceptere og lære at leve med at jeg ikke altid kan få alle detaljer på plads med det samme. 

17. marts 2014

Når opmærksomhedens autopilot mangler

ADHD bliver ofte betegnet som  en opmærksomhedsforstyrrelse. Måske  fordi det er  det symptom, der  kan have  mest omfattende konsekvenser for funktionsniveauet. For de fleste mennesker er opmærksomhedskontrol nemlig noget der er fuldstændig automatiseret - hjernen lukker nogle indtryk ind og sorterer dem fra som er urelevante. Men sådan fungere det ikke hos mennesker med ADHD. Vi bruger nemlig masser energi på at tolke, opfatte og sortere i de mange daglige indtryk. Men hvad er opmærksomhed så? Ja opmærksomhed er faktisk mere end hvad man lige går og tror. Faktisk kan findes der 4 typer af opmærksomhed, nemlig selektiv, fleksibel, vedholdende og samtidig opmærksomhed.  

Den selektive opmærksomhed kan man kalde opmærksomhedens "filter". Altså at kunne vælge ud, sortere og finde det væsentlige i en given situation. At have problemer med den selektive opmærksomhed betyder altså at indtryk og informationer kommer væltende ind usorterede og man har næsten lige meget opmærksomhed på det hele. Når indtryk og informationer ikke bare automatisk sorteres, bliver det let tilfældigt hvad man "samler op". Og når alle indtryk kommer med samme styrke på samme tid bliver man hurtigt afledt af indre eller ydre forstyrrelser - det kan være tankerne, lys, lyde og berøringer. Fleksibel opmærksomhed handler om evnen til at slippe og skifte opmærksomheden, og at kunne vende tilbage til den igen. Når man har problemer med den fleksible opmærksomhed betyder det at man har svært ved skift, det kan være skift i aktiviteter og tænkemåder. Det betyder ikke mangel på interesse eller initiativ, hvis man f.eks har svært ved at tale med en person samtidig med man laver mad - man har som sagt bare svært ved skift, og det man var i gang med forsvinder måske helt fra bevidstheden hvis man bliver afbrudt. Vedholdende opmærksomhed er den der gør at mennesker kan koncentrere sig over længere tid, men har man problemer med denne har man meget svært ved det og ofte er man hurtig til at gå i gang med nye aktiviteter og sætte en masse ting i gang. Derfor virker man ofte rastløs eller urolig. Den sidste type er samtidig opmærksomhed, og det er den der gør at vi kan beskæftige os med flere ting på en gang og forholde os til flere informationer samtidigt. Men mennesker med ADHD har ofte svært ved dette og kan kun beskæftige sig med en ting, samtidig med et stort behov for kun at få en besked af gangen. Fælles for alle fire er at de har stor indflydelse på arbejdshukommelsen, og de fleste med ADHD har derfor problemer med denne. Arbejdshukommelsen er den der sikrer vi ved hvad vi skal gøre, hvornår, hvorfor og hvordan.

    Alle med ADHD har problemer med opmærksomheden, men ingen er ens og nogle har måske kun problemer med en af de 4 typer, mens andre har problemer med dem alle. Ligeledes er det meget individuelt i hvor svær en grad man er påvirket. Jeg har selv problemer på alle 4 områder, ikke i overdrevet massiv svær grad, men jeg vil alligevel sige i en svær grad - i hvert fald nok til at det påvirker mig (meget) hver eneste dag. Jeg har svært ved at koncentrere mig i lang tid ad gangen og jeg kan sagtens have flere bolde i luften på en gang. Samtidig har jeg alligevel svært ved skift - især meget spontane skift, men får jeg en ide skal den gerne ud med det samme, så derfor skriver jeg gerne stort set alt ned i det "TO DO"-dokument jeg fortalte om i et tidligere indlæg. Det er nemlig ikke særlig sjovt både at have svært ved skift samtidig med at have svært ved at koncentrere sig. Det fungere bedst for mig kun at få en besked ad gangen, og jeg kan ikke koncentrere mig om særlig meget mere end en ting ad gangen - jeg kan f.eks ikke både snakke og svare på en sms samtidig. Den der kaldes den selektive har jeg også store vanskeligheder med. Jeg er meget letafledelig og ligger mærke til selv de mindste lyde eller bevægelser. Det er drøn irriterende at mangle opmærksomhedens autopilot, og selv om medicinen hjælper en smule på det, synes jeg stadig det er noget der påvirker mig meget, døgnet rundt hver eneste dag. Selvfølgelig er der ting der man kan gøre for at afhjælpe, men jeg kan ikke forvente at folk tager dette hensyn til mig konstant - jeg kan jo ikke bede hele verden om ikke at forstyrre min opmærksomhed eller koncentration vel? 



    Den manglende evne til at slappe 100% af

    De fleste ved at hyperaktivitet er en del af det at have ADHD. Men jeg tror det er de færreste der ved at hyperaktivitet ikke bare handler om at have krudt i røven. Det handler om meget mere, og hyperaktiviteten kan komme til udtryk på mange måder. Jeg er faktisk nok selv et rigtig godt eksempel, og inden jeg fik diagnosen og dermed begyndte at sætte mig lidt mere ind i den, tænkte jeg ikke at jeg er hyperaktiv. Men jeg blev klogere, for jeg er faktisk i allerhøjeste grad berørt at dette kernesymptom ved ADHD. Hyperaktivitet forbindes gerne med at man ikke kan sidde stille og måske er meget overgearet, men   på netdoktor.dk læste jeg dette: "Selvom man har været meget hyperaktiv og urolig som barn, så vil disse symptomer ofte aftage i løbet af teenagealderen og transformeres til indre uro og rastløshed. Hyperaktivitet giver sig også udtryk i form af tankemylder, og nogle er ekstremt talende". Måske du blev overrasket da jeg tidligere i indlægget skrev at jeg er hyperaktiv, men hvis du kender mig kan du sikkert nu se, at jeg faktisk er det. Og inden folk tænker "jamen hey, det jo kun hvad der står på netdoktor.dk" vil jeg lige nævne at i alt det materiale jeg efterhånden har læst står der cirka det samme. Det er svært at sige om jeg var det typiske hyperaktive "ADHD-barn", da jeg jo først som voksen har fået stillet diagnosen. Og her kan jeg nok ikke skjule i hvert fald den synlige del af hyperaktiviteten, som også hænger sammen med opmærksomhedsforstyrrelsen. Jeg har svært ved at sidde stille i længere tid ad gangen, er jeg meget utålmodig ser du måske den klassiske vippende fod eller en anden lille, men stadig "irriterende" kropslig aktivitet - det kan være at pille ved tøjet/håret/hænderne osv. Jeg er også ekstremt snakkesalig, og får ofte kommentaren "du kan jo snakke ørerne af en døv". Det ville være løgn at sige at jeg er den stille pige, for ja jeg snakker meget, og kan ofte komme til at tale før jeg når at få tænkt mig om - se evt indlægget "du får 20kr, hvis du kan holde mund i 10 minutter". Men hyperaktivitet kan også være mere eller mindre usynlig. Og den usynlige hyperaktivitet kender jeg alt for godt og er i svær grad præget af denne. For tankemylder er det jeg her kalder usynlig hyperaktivitet. Min hjerne kan simpelthen ikke slappe af, heller ikke når jeg skal sove, eller sover, for også når jeg drømmer/sover er der en livlig aktivitet. Jeg bliver igen nødt til at hive fat i opmærksomheds-delen af ADHD, får faktisk har jeg så livlig en tankeaktivitet at jeg indimellem måske kan være svær at komme i kontakt med - ikke fordi jeg vil være uhøflig eller lignende, men simpelthen fordi at jeg nogen gange kan falde helt hen i tankemylderet. Jeg mangler evnen til at kunne slappe helt af. Selvfølgelig kan jeg som alle andre sagtens finde ud af at smide mig på sofaen eller sengen og tænde for fjernsynet eller læse en bog. Men jeg slapper ikke helt af alligevel, jeg kan ikke slukke for tankerne og uanset hvor spændende et program/film/etc. så end måtte være kan jeg aldrig koncentrere mig 100% om det. Faktisk har jeg ofte også gang i et eller andet på enten computeren, iPaden eller mobilen og hvor du her kan tænke "så lad da vær" - det kan jeg ikke og samme tanke har jeg da også ofte selv. Jeg ville ønske at jeg bare kunne slappe 100% af - uden konstant snakken, tankemylder, indre uro, rastløshed, vippende fødder eller anden form for aktivitet, bare en enkelt dag uden hyperaktivitet. For lige så irriterende min hyperaktivitet er for mig selv er den det nok også for mine omgivelser. 

    15. marts 2014

    "Du jo stadig bare dig.."

    "Du jo stadig bare dig" - sådan sagde en af mine bedste venner til mig for et par måneder siden. Han er ikke den eneste, der har sagt sådan til mig, heldigvis - for det betyder enormt meget at få at vide. Man ændrer jo ikke personlighed når man får en diagnose, ADHD er noget jeg er født med og derfor med til at give mig den personlighed jeg har, men det eneste der ændrede sig da jeg fik diagnosen var at jeg nu har papir på  det og en forklaring på nogle af mine problemer. Men det er ikke alle der husker på at jeg ikke har ændret personlighed, ikke er blevet dummere eller mindre intelligent. At få diagnosen var kæmpe aha-oplevelse og en stor omvæltning. Det var en lettelse og så alligevel ikke. For på den ene side havde jeg pludselig en forklaring på det indre uro, kaosset i hovedet og mine andre vanskeligheder. Det gjorde det måske lidt lettere at acceptere at disse ting er en del af mig. På den anden side følte jeg mig stemplet og sat i bås. "Er du sikker på du kan det når du har ADHD?" er bare en af de sætninger der medvirker til følelsen af pludselig at være sat i bås. For jeg har før klaret et liv med uddannelse, fritidsjob, sport og venner. Jovist, jeg har presset mig selv hårdt og også for hårdt, og det bøder jeg for nu. Men at jeg har fået en diagnose betyder ikke at jeg ikke stadig er en fighter, der kæmper for sine drømme om fremtiden. Og jeg er da et bevis på at man sagtens kan klare et stressende og hårdt liv selvom man har ADHD. Vi vidste bare ikke da mit liv var mest presset at jeg havde ADHD. Det ved vi nu. Og jeg har på den hårde måde lært at jeg er nødt til at passe på mig selv. For det at jeg pressede mig selv hårdt har ført til flere nedture. Nedture jeg vælger at se som en vigtig læring. For nej jeg kan ikke klare det hele, hvor gerne jeg end vil og en stabil tilværelse er for mig at foretrække. At jeg virker mere velfungerende end jeg er har nok gjort at mange er blevet overrasket når jeg har fortalt at jeg altså har ADHD. "Har du ADHD? Jamen du er jo sådan en dygtig og pæn pige". En sætning der viser at ADHD er en diagnose med fordomme knyttet til sig. Alle mennesker har evner og positive sider - diagnose eller ej, og jeg er meget mere end bare en ADHD'er. Og ADHD er meget mere end hvad fordommene siger. At acceptere ADHD er svært, både for omgivelserne og en selv. De fleste har heldigvis accepteret det faktum at jeg har ADHD, jeg kan nok egentlig kun komme i tanke om en der stadig har lidt svært ved at acceptere det - nemlig mig selv. De fleste dage går det godt og jeg trækker de positive sider ved diagnosen frem - for jo de findes og jeg tænker tit at jeg måske havde været røvkedelig uden og  mit sprudlende humør, tossede narrestreger og skøre tiltag er klart nogen af fordelene ved ADHD. Men der er stadig indimellem dårlige dage. Dage hvor jeg føler mig helt forkert, uduelig og dum. Dage hvor jeg ville ønske jeg en dag kunne blive rask, være "normal" bare en enkelt gang. Det er en langvarig proces at acceptere at få en diagnose, jeg ville gerne have undværet, men det jo desværre ikke noget jeg selv vælger. Men jeg vælger selv hvordan jeg skal leve livet - også med ADHD. Og jeg vil ikke lade mig bremse af en diagnose, tværtimod vil jeg bruge den til noget positivt. 


    12. marts 2014

    En diagnose forpligter!

    Da jeg fik min diagnose var der rigtig mange brikker der faldt på plads. Men samtidig opstod der også en masse spørgsmål. For hvad så nu? Spiser jeg bare et par piller hver dag, og så bliver jeg "normal"? Medicinen har helt klart gjort livet nemmere at leve og den dæmper nogle af kernesymptomerne. Men selvom medicinen hjælper, vil der altid være ting medicinen hverken kan gøre noget ved. Jeg har siden jeg fik diagnosen læst og googlet en masse om ADHD. Både for at få en større indsigt i hvad ADHD indebærer, men også i forhold til muligheder og behandlingsformer i forhold til mine vanskeligheder. Og jeg har fået en forståelse for, at jeg har sider, der kan være meget belastende for min familie, nærmeste venner og i ny og næ bare generelt for mine omgivelser. Nogle af disse sider vil jeg måske altid have, men andre af siderne er ting jeg kan arbejde på, udvikle og blive bedre. For en diagnose forpligter! Og det er i allerhøjeste grad især mit ansvar at lære at leve med mine vanskeligheder, at udvikle mig og få viden om hvad ADHD betyder for mig. Jeg synes egentlig godt jeg kan tillade mig at sige at jeg gør en masse for at blive klogere på mig selv og "min" ADHD - og at jeg er i fuld gang med en større udvikling! Jeg arbejder på tingene på forskellige måder - jeg benytter mig af nogle af byens tilbud, men jeg forsøger også selv at finde og udvikle gode metoder til en lettere hverdag. Hver anden uge kommer jeg i noget der hedder Udviklingshuset, hvor jeg har en times samtale og får hjælp blandt andet hjælp til at finde rundt i relevante paragraffer. Hver torsdag kommer jeg i noget der hedder Headspace, et sted hvor unge kan få hjælp til stort og småt, også her har jeg en times samtale. Forskellen på de to er at i Headspace er det en ung psykologi studerende jeg snakker med, og der er her vi arbejder mest målrettet i forhold til mine problemer. Det gør vi kun en smule i Udviklingshuset, her er det en socialrådgiver jeg snakker med og med to uger imellem hvert besøg bliver det måske ligeså meget et sted jeg "læsser af", men det er også vigtigt at få lov til. Derudover har jeg jo ADHD-gruppen, hvor vi snakker om store og små problemer og lærer enormt meget af hinanden. Sidst, men ikke mindst er der psykiateren. Det er min psykiater jeg er blevet udredt ved og ham der står for min medicin. Nogle vil måske mene at der er mange ting jeg bruger, men det synes jeg egentlig ikke. Jeg benytter mig af de ting jeg synes er relevante og virker. Jeg nævnte jo også at jeg selv havde fundet på nogle metoder. Måske man bedre kan kalde det hjælperedskaber. Jeg vil højst sandsynlig skrive indlæg om disse senere hen, men jeg kan bl.a. nævne min "TO-DO"-liste. En dokument på min telefon og iPad, hvor jeg skriver ned jeg skal, gerne vil og hvad jeg skal huske. Derudover står dagens tv også på denne liste. Min søster griner lidt af den sidste, men på den måde behøver jeg ikke tænke mere over det. Dokumentet er altså inddelt i: TO-DO, vil gerne, husk, dagens tv og tv jeg mangler/gerne vil se. For nogen kan det måske virke tosset, men for mig fungere det rigtig godt. På den måde kan jeg skrive mange af de ting der ellers vil fylde meget i tankerne ned og slette i dem efterhånden som jeg får tingene ordnet. Og det er jo skide lækkert når jeg får slettet de sidste og kan dermed være færdig for dagen - eller det vil nok nærmere sige, oprette dem for den næste dag. Jeg har på det sidste taget mange skridt fremad og der er mange skridt endnu, men hvert skridt tæller! Det er hårdt at have ADHD, men det er ikke en undskyldning for ikke at gøre sig umage. 

    Eller er det bare noget jeg føler?

    Jeg ved ikke om alle med ADHD genkender følelsen. Følelsen af at opføre sig forkert, gøre eller sige noget forkert. Tænke noget forkert. Selv genkender jeg følelsen alt for godt. Måske især i forbindelse med sociale sammenhænge. For tanker om hvordan jeg bliver opfattet af andre, opstår meget ofte. Nogen gange efterfulgt af tanker om at jeg nok igen har opført mig forkert.  "Fik jeg sagt det rigtige, grinede jeg for meget, udleverede jeg mig selv, kunne de lide mig, taler de om mig bagefter, synes de, jeg er mærkelig?".  At føle sig forkert er jo ikke kun forbeholdt mennesker med ADHD. Men det kan måske være ekstra svært når du har ADHD, og når du ikke altid kan kontrollere dine tanker, handlinger og ord er det ikke sjældent at denne følelse dukker op. Det er svært for mig at mærke, hvad andre mener om mig. Jeg føler mig egentlig god nok, for det meste i hvert fald. Jeg tror nok bare alligevel oftest mest på tanken om at jeg er forkert end på tanken om at jeg er god nok. Jeg skal helt klart blive bedre til at tro på at det andre siger og viser de føler for mig, også er sandheden. Men det er svært! Svært at finde ud af hvad andre føler i forhold til mig. Og når jeg oven i det er meget let påvirkelig overfor lyde og indtryk, kan det faktisk være vildt fremmede mennesker jeg bliver usikre omkring - åndssvagt altså! Følelsen af at føle sig forkert er nok også opstået ved, at jeg ofte har fået at vide, at jeg taler for højt, griner for meget eller kommer med upassende bemærkninger.
    Også i forhold til ADHD føler jeg mig ofte misforstået. Måske fordi jeg virker langt mere velfungerende end jeg i virkeligheden er. Og fordi jeg har klaret ting som på papiret måske ikke syntes muligt for en pige med ADHD. Men jeg har brugt hele livet på at kompensere for mine vanskeligheder. Jeg mener ikke jeg har fået mere ADHD eller flere symptomer, nu hvor der er kommet papir på, men det er lige pludselig blevet mulig at sætte ord på symptomerne i kraft af at have fået en diagnose. Og nu må I ikke tro jeg er glad for at have fået en diagnose. For hvvorfor skulle nogen ønske at få en diagnose? Hvorfor skulle man have lyst til at tage medicin hver dag, og hvorfor skulle man ønske, at være del af en gruppe, som fremstår negativt i medierne, hvis man i stedet kunne leve et helt almindeligt liv med op og nedture, sorg og glæde.
    Hvis jeg selv kunne vælge havde jeg helt klart valgt ikke at have en diagnose, men det kunne jeg ikke. Det der sjovt nok ingen der kan,og jeg tror hvis man spørger alle med ADHD eller andre diagnoser om hvis de havde valget - så havde de valgt et ganske almindeligt liv. Hold op hvor ville det være rart, men sådan er det ikke og jeg har accepteret at jeg har ADHD og aldrig får et helt "normalt" liv. Men at acceptere min diagnose, betyder ikke at jeg endnu helt har lært at acceptere fordommene eller folks holdninger til om det er rigtigt eller forkert at jeg har ADHD. For jo der findes stadig de mennesker der har svært ved at tro på at jeg taler sandt når jeg fortæller at jeg har ADHD. De har svært ved at tro på det fordi jeg, som jeg tidligere skrev, virker langt mere velfungerende end jeg er. Og jeg har en evne til ikke at lade omverdenen se hvis de/den går over mine grænser. Det øver jeg mig stadig på, og bliver bedre til hele tiden - at vise hvor mine grænser går. Og måske jeg i virkeligheden også skal til at øve mig på at sige min usikkerhed højt - simpelthen fortælle at jeg har svært ved at tro på de rosende ord, svært ved at mærke hvad de føler. Sige højt som jeg gør nu - JEG FØLER MIG TIT FORKERT!

    9. marts 2014

    Kære appetit, det ikke mig, men helt klart dig der er problemet

    De fleste vil mene at det er et luksusproblem, og at jeg ikke har noget at klage over. Og i starten gjorde det mig måske knap så meget. Men nu er det bare ikke helt så fedt længere. Og hvad er det så lige jeg snakker om nu? Jo ser du, uanset om du får den ene eller anden slags centralstimulerende medicin følger der i de fleste tilfælde bivirkningerne nedsat appetit og vægttab med. Og det gælder også for mig. Medicinen sætter forbrændingen op og appetitten ned. I weekenden har jeg også været en lille smule småsløj med ondt i halsen, hvilket jo hellere ikke ligefrem giver en super appetit - det har sgu ærlig talt været hamrende frustrerende for det er faktisk ikke fordi jeg ikke vil spise, eller spise mere end jeg gør -  her i weekenden har det desværre bare været endnu sværere end "normalt". 
    At jeg for snart 10 år siden stiftede bekendtskab med anoreksi, og stadig den dag i dag har forskellige "eftervirkninger" gør ikke sagen særlig meget bedre. Det kan være rimelig anstrengende i længden at blive mistænkt for at man sulter sig selv og at man er på vej tilbage mod spiseforstyrrelsen, når det i hvert fald pt ikke er tilfældet. Hov - måske du lagde mærke til det lille "pt" i sætningen før? For jeg er godt selv klar over at jeg skal passe ekstra meget på, og holde særligt øje med de små tegn. For selvom jeg ikke husker meget fra perioden hvor anoreksien var på sit højeste, så kan jeg alligevel huske hvornår det var det tog overhånden. Der er "heldigvis" flere der holder lidt øje. Når jeg bliver bedt om at remse op hvad jeg spiser i løbet af en dag kan jeg da også godt høre, at det ikke er helt nok - men jeg prøver virkelig! 
    Da jeg startede med medicinen vejede jeg vel cirka en 5kg mere end jeg gør nu, og allerede den gang var jeg på ingen måde overvægtig - min kære mor vil nok sige tværtimod. Og lige nu er vægten da heldigvis rimelig stabil, det må den meget gerne blive ved med at være! Lykkepiller har den modsatte bivirkning, vægtøgning, og dengang tog jeg da også 20kg på. Da jeg stoppede med lykkepillerne for 2 år siden tabte jeg mig 18kg - dengang gjorde det bare ikke noget, for 20 kg kan altså ses. Det højeste vægten har stået på er 72kg, og lad os bare sige at det gør den slet ikke længere, hvad vægten står på nu kan du måske selv regne ud. Men selvom det nok er et luksusproblem må i hvert fald pigerne kunne forstå at det er rimelig træls når ALT dit tøj efterhånden er for stort, og det er altså de færreste der har råd til at skifte hele tøjskabet ud på en gang. 
    Halsen har heldigvis fået det bedre, og det er af flere grunde rigtig godt. Jeg har ikke særlig meget "at stå imod med" så min krop kan ikke tåle mange dages sygdom. Men når det ellers kun er 1 gange nedsat appetit har jeg efterhånden alligevel vænnet mig til at min appetit ikke altid passer med de normale spisetider og at jeg nogen gange bare må spise, selvom jeg måske ikke altid er særlig sulten. Og så håber jeg ellers bare der går lang tid før jeg bliver ramt af den ene eller anden slags virus - 1 gange nedsat appetit er rigeligt, 2 gange nedsat appetit er sgu ret så urimeligt! Så kære appetit - det ikke mig, det er helt klart dig der er problemet. 

    8. marts 2014

    115 dage med centralstimulerende medicin

    Det er omkring 2 år siden at jeg i februar 2012 endelig fik lov "at slippe" for antidepressivt medicin. "Lykkepiller" havde ikke gjort andet end at sørge for jeg ikke røg fuldstændig ned i kulkælderen. Jeg vidste jo først i oktober 2013 at mine problemer gennem livet skyldes ADHD, og jeg troede egentlig dengang i februar 2012 at jeg nu kunne få lov at være et "almindeligt" ungt menneske uden behov for medicin. At få papir på diagnosen gjorde at der nu var noget "ordentlig" hjælp at hente, og mulighed for den rigtige behandling - deriblandt det rette medicin. For jeg havde og har behov for medicin, så den 14. november 2013 begyndte jeg på centralstimulerende medicin. Det er 115 dage siden i dag. Vildt at der allerede er gået så "mange" dage, men også en mærkelig tanke at jeg nu efter 115 dage har været igennem 3 forskellige typer af centralstimulerende medicin. 
    Som de fleste andre med ADHD startede jeg med at få methylphenidat eller det som i daglig tale kaldes Ritalin. Den første måned som tabletter, der virker i 3 timer og dernæst som depotmedicin som virker i 7 timer. Eller det skulle det i hvert fald, bare ikke for mig. Jeg er derfor fornylig kommet på en hel anden slags præparat. Nemlig lisdexamfetamin, et prodrug til dexamfetamin, som gives til patienter hvor behandling med ritalin har vist sig at være utilstrækkelig eller "forkert" i forhold til den enkelte. At noget er et prodrug betyder at det ikke kan misbruges, fordi det først aktiveres i langsomt tempo inde i kroppen. Hvis du klikker dig ind på siden "Hvad fanden er ADD/ADHD?" kan du læse lidt mere om hvordan medicin mod ADHD virker.

    En ganske almindelig fordom er at jeg får "speed på recept". Og ja hvis jeg bliver testet for doping eller narko vil testen da også vise positiv, derfor har jeg også et slags "ADHD-kort" sådan jeg ikke risikere at komme i problemer hvis uheldet er ude og jeg af den ene eller anden grund skal testes - kan nu ikke se hvornår eller hvorfor det lige skulle være, men det giver lidt en tryghed at jeg kan dokumenentere at det er pga min medicin og ikke pga dumheder hvis en eventuel test skulle vise positiv. Og ja som navnet antyder så indeholder det medicin jeg får, amfetamin. MEN det betyder ikke at jeg render rundt og er totaldopet, eller at jeg på nogen måde har samme virkning af stoffet. Derudover gives det i forbindelse med behandling af ADHD i nøje afmålt doser i mit tilfælde 80mg, to gange dagligt. Og den virkning medicinen har på mig, ja sådan er det faktisk med både ritalin og lisdexamfetamin, er en hel anden end den virkning en person uden ADHD ville have. For mig er det endnu en tryghed at mit medicin er meget svært at misbruge af andre, og så synes jeg egentlig det både er rart og lidt sjovt at indlægssedlen er skrevet til børn, altså i et letlæseligt sprog i. Normalt synes jeg at sådanne sedler er skrevet i et meget fagligt og kringlet sprog.

    Jeg ville lyve hvis jeg sagde at medicinen ikke har gjort en stor forskel for mig. Især nu hvor det er Elvanse (lisdexamfetamin) jeg får, for jeg føler endelig at min psykiater, selvfølgelig i samarbejde med mig, har fundet den rette type og den rette dosis medicin. Det betyder ikke at jeg tror det er et mirakelmiddel, og at jeg ikke helst havde undværet både medicinen og diagnosen. Jeg tænker dagligt over at jeg måske ikke bliver over 100 år når jeg tager medicin, men spørgsmålet er om jeg jeg var blevet ældre uden. Min livskvalitet inden jeg gjorde bekendtskab med centralstimulerende medicin var så ringe, at jeg ofte følte det ikke var kampen værd. Medicinen har trukket mig ud af tågen og gjort det en del lettere at være mig. Selvfølgelig følger der bivirkninger med, men dem acceptere jeg til fordel for en lettere tilværelse. Derudover kan jeg ikke klage over der ikke bliver holdt øje med både min vægt, mit blodtryk, min hjertesekvens, puls osv osv. 

    Der vil altid findes fordomme om centralstimulerende medicin og selve diagnosen. Dem forsøger jeg så vidt muligt at overhøre - livet med ADHD og et måske livslang forbrug af medicin der ikke ligefrem er gratis kan være svært nok i sig selv.