23. marts 2014

Hvad pokker har klatring med selvmedicinering af ADHD at gøre?


Når du hører ordet selvmedicinering tænker du straks på ting som cannabis, euforiserende stoffer og alkohol - har jeg ret? Og det helt i orden, for ved du hvad? Indtil i går eftermiddags var det også det jeg forbandt selvmedicinering med. Men her i weekenden læste jeg en artikel - faktisk handlede den hverken om ADHD eller selvmedicinering - men denne her artikel satte alligevel nogle tanker i gang omkring selvmedicinering af ADHD, og hvad det egentlig er. Og kan være. For behøver selvmedicinering nødvendigvis at være noget dårligt? Kan selvmedicinering være andet end det fordommene fortæller os det er? Hvis du spørger mig, er jeg ikke længere i tvivl - selvmedicinering behøver ikke være noget dårligt, og selvmedicinering er ikke kun cannabis, alkohol og stoffer. Nu vil du sikkert gerne snart vide hvad den artikel så handlede om - ikke? Den handlede faktisk "bare" om klatring. Hvad har det nu med mig at gøre? Og hvad pokker har det med selvmedicinering af ADHD at gøre? Det første spørgsmål er nemt - siden 4. januar 2013 har jeg "gået til" klatring. Og siden første tur har jeg ikke kunnet undvære sporten. Der er mange grunde til hvorfor jeg er helt vild med klatring, men denne her artikel, eller det var faktisk 2 artikler, fik mig til at tænke på om klatring ikke kan være min form for en slags selvmedicinering?

Rod i centralnervesystemet
Hjernen hos et menneske med ADHD mangler dopamin og noradrenalin, som begge er stoffer der udløses i hjernen ved bestemte stimuli.  Vi har alle et "vågenhedscenter", som er noget der findes dybt i centralnervesystemet. Dette center er dybt afhængig af både dopamin og noradrenalin, som begge udløses bl.a. ved spænding, nysgerrighed, meningsfuldhed, mad, kaffe, nærvær og kontakt, bevægelse, ekstrem sport og overlevelsesadfærd - desværre også ved spil, alkohol og stoffer. Dopamin og noradrenalin er med til at stimulere frigørelsen af oxytocin, som er et stof, der ligesom de to andre findes i vores centralnervesystem. Dette stof har betydning for hvordan vi har det med os selv og vores omgivelser, er angstdæmpende og det er det der gør os nysgerrige og giver lyst til at være sammen med andre. Mennesker med ADHD og derfor mangel på disse vil altså helt ubevidst forsøge at kompensere ved at bevæge kroppen og søge spænding og udfordringer. Hvis selvsamme gruppe mennesker bliver tvunget til at være stille, resultere det i træthed og et at energiniveauet falder - hvilket går ud over indlæringen og udviklingen. Som du måske allerede har gættet er risikoen for afhængighed og misbrug altså meget høj for mennesker med ADHD. Men hvad har det nu med selvmedicinering at gøre? Jamen altså, når man mangler disse vil man jo helt ubevidst forsøge at finde noget der hjælper med at øge disse. Altså at selvmedicinere sig. Jeg startede dette indlæg ud med at sige at de fleste nok forbinder selvmedicinering med ting som cannabis, euforiserende stoffer og alkohol. Det var jo som sagt også det eneste jeg selv forbandt selvmedicinering med, og det er nok heller ikke løgn at det er disse midler de fleste benytter i forbindelse med selvmedicinering. Ofte skyldes et misbrug faktisk en bagvedliggende diagnose eller lidelse - og dermed selvmedicinering. Og selvmedicinering med disse midler er jo selvfølgelig hamrende usundt! Men efter en masse tanker og overvejelser, mener jeg faktisk også godt selvmedicinering kan være sundt.

Hvad pokker har klatring med selvmedicinering af ADHD at gøre?
Som jeg nævnte tidligere var der flere ting, som udløser dopamin og noradrenalin. Nogle af dem var spænding, nysgerrighed, nærvær og kontakt, bevægelse, ekstrem sport og overlevelsesadfærd, og disse beskriver også flere aspekter ved klatre-sporten. Dog er klatring ikke helt en ekstrem sport - i hvert fald ikke hvis du spørger "os selv". Spørger du min mor eller mormor er svaret dog et andet... Men klatring er i høj grad fyldt med spænding, bevægelse og mod (overlevelsesadfærd). Og klatremiljøet er fyldt med nærvær og kontakt. I hvert fald hvis du spørger mig. Dette finder du selvfølgelig også ved andre sportsgrene og man kan helt sikkert overføre min tolkning af selvmedicinering til en del andre af disse. Men selvom jeg i 13 år dyrkede gymnastik før jeg forelskede mig i klatre-sporten, må jeg tilstå at klatring har givet, og giver mig meget mere end nogen anden sport har. Klatring handler nemlig om meget mere end bare at få pulsen op og træne dig til en flot krop og en god form. For det første træner det min fokus og koncentrationsevne - hvis ikke jeg koncentrere mig og holder fokus på væggen kan jeg ikke klatrer, så kommer jeg ingen vegne. Men hvis jeg tilgengæld gør dette, kan det der først virkede helt umuligt, pludselig lade sig gøre. Det behøver faktisk ikke en gang at tage lang tid - det helt op til mig selv. Hvilket bringer mig videre til det næste. Klatring er nemlig en individuel sport - du er aldrig alene, men du er din egen dommer. Det er dig selv der bestemmer farten og mængden af ture - og hvor meget/hvor hurtigt du vil "rykke dig", du konkurrere nemlig ikke nødvendigvis om andre om spotlightet og topplaceringen. Og hvis du gør er der ikke alle mulige underlige regler at huske på - jeg ville f.eks aldrig du til tennis eller golf. Jeg lærer at tage beslutninger i pressede situationer, fordi jeg hele tiden skal vælge hvilke greb jeg vil bruge - vælger jeg "forkert" risikere jeg at "falde". Ved klatring prøver jeg hver eneste gang jeg binder mig ind i klatreselen, mine grænser af - på flere måder. Og det er sjældent disse grænser ikke bliver rykket. Og hver gang det sker giver det lidt til selvtilliden. Der findes næsten ingen bedre følelse end når du har klaret en ny rute, hele vejen til taget på væggen - eller til der ikke er mere klippe tilbage. Den bedste måde at beskrive den følelse er nok "fuck hvor er jeg sej", undskyld mit sprog, men det føles godt når man opdager en side ved sig selv man ikke vidste fandtes. Som du måske allerede kan se er der flere ting i klatring som er rigtig godt for mennesker som mig - med ADHD. Og de førnævnte ting som udløste dopamin og noradrenalin vil du nok også give mig ret i, i høj grad findes fået ved klatring. Som sagt tidligere, men jeg jeg mener i aller højeste grad at man kan benytte klatring (måske andre sportsgrene) som selvmedicinering. I hvert fald er jeg ikke længere et sekund i tvivl om at klatring er min form for selvmedicinering - og mon ikke det er svaret på hvorfor jeg allerede efter første tur forelskede mig i sporten. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar