"Du jo ikke rask..."

En aften i februar modtog jeg en besked fra en person, der på daværende tidspunkt faktisk var en en rigtig god ven. Jeg havde allerede fornemmet stemningen i samtalen, lad os bare sige den ikke ligefrem var positiv. I hvert fald modtog jeg en besked hvor der stod: "du er jo ikke rask". Jeg er klar over at denne besked var meget nedgørende, og jeg er sikker på det var et forsøg på at såre mig. Men jeg blev ikke såret. Jeg trak i stedet lidt på smilebåndet , for jeg ved jo faktisk godt jeg ikke er rask, ADHD er uhelbredelig, så det bliver jeg heller aldrig og det er ikke noget jeg er flov over - ikke længere i hvert fald. Jeg svarede tilbage med beskeden "nej, det har du ret i og det har jeg papir på - vil du se?". Jeg modtog flere beskeder i løbet af aftenen - som du måske allerede har regnet ud indeholdte de ikke ligefrem rosende ord. Tværtimod. Og jeg tror heller ikke personen havde regnet med, at jeg reagerede som jeg gjorde. For hvis intentionen var at gøre mig ked af det og såre mig - lykkedes det ikke. For helt ærligt - hvordan skal man blive såret over at få ting at vide man godt ved? Som andre måske faktisk godt kan lide ved en? Og som man ikke har tænkt sig at ændre på? 

ADHD er ikke nogens skyld!

Det da super nederen at få en diagnose, men der er altså der er altså flere sider af det at have ADHD. Udadvendthed, masser energi og begejstring, entusiasme, iderig, ivrige efter at prøve noget nyt, kreativitet, aktivitet og en spændende personlighed - det vil jeg da mene er positive ting - hva' mener du? At have ADHD medfører en række vanskeligheder, det kan vi ikke komme uden om - men det er ikke nogens skyld! Man får ikke ADHD pga. dårlig moral, dårlig opdragelse, problemer i familien, dårlige skoler og skolelærere, for meget tv, fødevareallergier eller for meget sukker. Selvfølgelig er der visse faktorer, der har vist sig at øge sandsynligheden - påvirkninger af hjernen i fostertilstanden og under fødslen, lav fødselsvægt og for tidlig fødsel. ADHD er en neurobiologisk lidelse og skyldes ofte arvelige forhold - en skønhedsfejl i generne, kan man måske kalde det. ADHD er en lidelse, hvor mange af symptomerne er knyttet til specifikke områder af hjernen - en udviklingsforstyrrelse hvor dele af hjernen ikke fungere optimalt. Det er en problematisk lidelse især fordi symptomerne ikke altid er lige lette at se eller forstå for omgivelserne - måske kan det ligefrem være vanskeligt for nogle mennesker at rumme os. Men ADHD er hverken noget vi "gør" eller "har" med vilje. De fleste med diagnosen ville nok hellere have været foruden, mig selv inklusiv, men sådan blev det ikke. Og det har jeg accepteret, desværre er det ikke alle der kan acceptere mine vanskeligheder - det er historien i starten af dette indlæg, nok et meget godt eksempel på - personen her irriterede sig nemlig over nogle sider af min personlighed. De fleste af dem er sider jeg faktisk er begyndt at holde af - eller altid har holdt af ved mig selv. Jeg ved da godt, at jeg sikkert kan være "skide irriterende" - det indrømmer jeg gerne. 

• Jeg er super let at distrahere, og følger ofte pludselige indskydelser og impulser. 
• Jeg har ikke samme filter, som “almindelige” mennesker har. Jeg opfatter alle lyde, bevægelser og indtryk. Derfor kan det nogen gange virke som om jeg måske ikke hører efter - det gør jeg, men nogen gange sker det at indtrykkene bliver for mange og så ryger min koncentration altså.
• Jeg bruger mere energi på opgaver, der virker simple for andre, og derfor kan jeg hurtigt få for meget, hvilket indimellem resulterer i frustration- og følelsesudbrud, som kan uforståeligt og overdrevent for andre mennesker. 
• Samtidig er jeg impulsiv, hvilket betyder at jeg styres af øjeblikket - derfor har jeg nogengange vanskeligt ved at se at ting går over. 
• Mine kortvarige, men pludselige svingninger i humøret er super irreterende - både for mig selv, men nok især for min familie. Mine omgivelser ser selvfølgelig også de her svingninger, men slet ikke i samme omfang som min familie, de er nok de eneste der får lov at se min aller værste side. 
• Jeg snakker meget og afbryder tit - også selvom jeg selv bliver noget irretabel hvis jeg selv bliver afbrudt. Det er heller ikke altid jeg lige når at tænke inden jeg åbner munden. 
• Og så er jeg en kontrolfreak, og skide nysgerrig - både omkring livet, mine medmennesker og ny viden. Derfor stiller jeg mange spørgsmål, nogen gange nok for mange og jeg kan måske komme til at spørge om ting folk egentlig ikke synes rager mig. 

Listen her indeholder som du måske har opdaget, bare nogle af mine "vanskeligheder". Jeg ville sagtens kunne nævne flere, men så ville det indlæg blive super langt. Hvis du vil vide lidt mere kan du klikke på fanen "Min ADHD-profil". Undrede du dig over at jeg skrev vanskeligheder i gåseøjne? Det gjorde jeg fordi jeg mener, at flere af diagnosens symptomer og vanskeligheder også kan vendes til positive ting. F.eks er det skam ikke altid dårligt at jeg snakker meget, og at være super nysgerrig kan sagtens være en rigtig god ting - det har bl.a. gjort at jeg har fået enorm meget ny viden. De fleste mennesker med ADHD handler på baggrund af deres følelser, det gør jeg også selv, og vores adfærd bærer derfor præg af det. Nogen gange "bider det os i røven", men ofte betyder det at vi er mennesker med store personligheder. Jeg er som mange andre med ADHD ofte blevet misforstået pga mine vanskeligheder, men efter jeg har fået diagnosen ved jeg hvorfor jeg nogen gange reagere eller handler som jeg gør. Jeg vil ikke bruge min diagnose som en undskyldning for min opførsel, men jeg har nu en forklaring - hvordan folk så opfatter mig er op til dem selv.

En overlever med et positivt livssyn

Jeg indrømmer gerne at jeg førhen har ladet mig udnytte og blive trampet på. Havde jeg fået samme besked, som den jeg fik i februar, inden jeg fik diagnosen var jeg helt sikkert blevet såret og ked af det. Heldigvis fik jeg den efter jeg havde fået diagnosen. Jeg har altid følt mig anderledes, og jeg har hele livet higet efter at blive ligesom alle andre, at blive accepteret. Jeg har altid stillet meget høje krav til mig selv, og jeg har aldrig været god til at bede om hjælp, eller åbne op og fortælle om mine vanskeligheder. Men da jeg fik diagnosen skete der noget. Jeg fik en forklaring på hvorfor jeg er anderledes, på hvorfor jeg gennem livet har haft nogle vanskeligheder, der indimellem har været svære at forklare. Da jeg lige havde fået diagnosen var jeg flov, og jeg havde svært ved at acceptere og erkende at jeg havde og har ADHD. Jeg indrømmer nemlig gerne at jeg førhen selv var god til kun at forbinde ADHD med fordommene. Pludselig skulle jeg sætte mig selv ned i den kasse og det betød at jeg var nødt til at søge efter mere viden. Og jeg blev klogere! Den dag i dag har jeg ikke bare accepteret at jeg har ADHD, jeg er også begyndt at vende det til noget positivt. Jeg er den jeg er - og det er sgu helt okay! Jeg har nogle personlighedstræk som andre måske ikke har, men det gør ikke længere noget. Jeg bliver aldrig helt ligesom alle andre, men i stedet for at sætte mig hen i et hjørne og græde over det, vælger jeg at tænke "det sgu da cool nok". Jeg vil ikke længere lade mig slå ud af, at nogen mennesker "ser ned" på mennesker med ADHD. Og jeg vil ikke ændre på hvem jeg er for at behage andre - ikke længere, og aldrig mere! Selvfølgelig er der ting jeg skal arbejde på, og udvikle til det bedre, men at jeg at jeg ikke er helt "normal" vil jeg ikke længere være ked af! Jeg skal leve resten af livet med ADHD, og livet er klart blevet nemmere nu hvor jeg har accepteret min "anderledeshed". ADHD er ikke noget at være flov over, og uanset hvem du er håber jeg at du er stolt over at være dig!