Mennesker med ADHD har ofte mange ressourcer, og vi kan i forskellige situationer komme til at overpræstere, hvilket gør at vi fremstår mere velfungerende, end vi måske i virkeligheden er. Men det betyder at vi ofte kommer til at bruge alt vores energi på at fremstå så ressourcestærke, at vi efterfølgende er fuldstændig opbrugte. Andre gange bevirker vores rastløshed, impulsivitet opmærksomhedsvanskeligheder, at vi sætter en masse ting i gang, som vi så ikke afslutter. Det får os til at fremstå som energiske, uden at vi egentlig er det.
Det at virke mere velfungerende end man egentlig er, kan i visse situationer være positivt og en fordel. Men oftest er det en stor ulempe og kan gøre livet med ADHD enormt besværligt. Det er jo praktisk nok til jobsamtaler eller andre steder hvor du skal fremstå fra din bedste side, at man kan "skjule" sin ADHD lidt - og selvom ADHD altså ikke er noget at være flov over, er vi nok mange der oplever denne følelse. Og som sagt gør det ofte livet svært og er en kæmpe ulempe at være dygtig til at virke meget mere velfungerende end man er.
Jeg er selv rigtig dygtig, eller nok nærmere "dum" til at skjule min ADHD og fremstå mere velfungerende end jeg i virkeligheden er. Jeg har brugt et helt liv på at kompensere for mine vanskeligheder og det har de sidste par år føltes som lidt en kamp om at få "systemet" til at tage mig alvorligt - og jeg ved jeg ikke er den eneste. Jeg er jo pt tilknyttet Udviklingshuset i Horsens, et sted der bl.a. hjælper unge med ADHD. Og faktisk sagde min tidligere kontaktperson her til mig at hun vidste at jeg havde haft det svært og nok fremadrettet stadig ville opleve at det var svært for mig at føle jeg blev taget alvorligt - "du er jo sådan en pæn, velformuleret og intelligent pige" som hun sagde.
Jeg er hende evigt taknemlig, det var nemlig også hende der fik mig ind hos min psykiater - og han så heldigvis lige igennem mig, eller nærmere bag mit velfungerende ydre og helt ind til mit store indre kaos. Han er selvfølgelig også dygtig, har faktisk selv en smule ADHD, men han kigger på både kropssproget, personligheden og alle de andre mere eller mindre synlige tegn som andre måske ikke ser ved første øjekast. Men det er ikke kun "systemet" der kan være lidt af en udfordring. Også i forhold til mine omgivelser har det flere gange vist sig at være lidt af en "kamp". Dette forstået på den måde at jeg overfor nogle har følt at jeg har skullet "forsvare" at jeg rent faktisk har ADHD. Derfor er jeg, både for at gøre livet lettere for mig selv og for ikke at bruge unødig energi, men også for at slippe for at skulle "forsvare" mig selv og "min ADHD", begyndt (i hvert fald når situationerne tillader) at lade vær med kompensere og forsøge på at virke meget mere velfungerende end jeg er. Min ADHD er derfor på det sidste nok blevet meget mere synlig, og det kan måske virke som om at jeg er blevet "mere syg" efter at jeg har fået diagnosen. Det er ikke tilfældet, slet ikke, og selvom folk kan tænke "det jo bare for opmærksomhedens skyld" tager de helt fejl. Jeg ville ønske jeg ikke havde ADHD, og jeg må bare lære at acceptere at nogle folk måske tænker dårligt omkring mig og min ADHD. Jeg vil i hvert fald langt hellere beskytte mig selv, og have lov til at leve et liv som den jeg er og ikke den andre synes jeg skal være - eller hvad samfundet mener er mest "normalt". Jeg er meget mere end bare en diagnose, og ADHD skal ikke være det eneste der "præger" min personlighed, men det er en del af mig og det vil det altid være. Det nok bare først nu jeg tør lade det være det, og lade det ses, hvis man kan sige det sådan. Så nej jeg er ikke blevet mere syg efter diagnosen - jeg har bare endelig fået lov til at være 100% mig selv med alt hvad det så ellers indebærer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar